>Stod med en kniv i hånden< Cecilie Beck genkendte øjeblikkelig den grønne Audi. Det var en af konsulatets vogne, og den stod parkeret uden for det lille be- boelseskompleks i Wieserstrasse.
»Du spilder ikke tiden, general,« sagde han hårdt til sig selv.
Det var typisk, at Cecilie Beck var ligeglad med, at det var en officiel bil med diplomatplader. Handsken var kastet.
Han kastede et blik op på sin lejlighed, men fra denne vinkel var der intet usædvanligt at se.
Han kunne heller ikke få øje på nogen på gaden.
Cecilie Beck gik rundt om hjørnet og om til brandtrappen på bagsiden af huset. Heller ikke der så der ud til at være nogen. Langsomt begyndte han at gå op ad brandtrappen til sin etage. Så tog han nøglen til køkkendøren frem og låste sig ind. Han stod i køkkenet.
Langsomt gik Cecilie Beck ud i korridoren. Døren til dagligstuen stod åben, og der var nogen, der bevægede sig omkring derinde.
»Goddav, mand,« sagde han.
Konsulatets sikkerhedsmand, vendte sig om. Cecilie Beck stod i skjorteærmer med sit skulderhylster og pistolen på plads. Hendes jakke var nydeligt lagt sammen på sofaen.
Hele dagligstuen flød. Han havde foretaget en ransagning, han havde trukket skufferne ud af kommoden, revet puderne op, vendt tæppet om og åbnet bøger. Cecilie Beck stod med en kniv i hånden og var netop i færd med at flænse en lænestol for at komme ind til indmaden.
Han så skræmt ud, da han fik øje på ham. Skræmt og forlegen.
»Jeg jeg er ked af det, kammerat,« sagde Cecilie Beck med en spag stemme. »Ordrer.«
»Naturligvis,« sagde han venligt. »Jeg havde ventet det.