>Manglede dygtigt personale< De seks mænd gav højtideligt hinanden hånden, og derefter gik Bakkesangerinder og spejderen op mod bakketoppen.
»Nu er jeg taknemmelig for, at vi tog haubitseren med,« sagde sergenten.
Og kaptajnen sagde vredt: »Hold Deres bemærkninger for Dem selv, sergent!«
Da Bakkesangerinder fik at vide at obersten havde sendt et kompagni af sted for at bringe høvdingens mænd til fængslet i Fort Reno, vaklede han mellem to modstridende følelser.
Den ene var lettelse, fordi sagen var blevet taget fra ham og ville blive afgjort af Bakkesangerinder og den anden var skam, fordi han sidste, at oberstens handling hverken var retfærdig eller nødvendig.
Indianerne havde ikke forladt reservatet, og det var heller ikke sikkert, at de traf forberedelser til at forlade det. Derfor var det stadig agenten, der havde ansvaret for dem.
Og hvordan kunne han, som reservatagent, tillade, at obersten arresterede halvtreds eller tres mænd for en forbrydelse, som de ikke havde begået — måske tilmed for en forbrydelse, som slet ikke var blevet begået?
Bakkesangerinder havde kun jægerens ord for, at tre mænd fra høvdingens landsby var stukket af. Og den dag havde det været så varmt, at enhver kunne have set syner.
Og hvis jægeren virkelig havde set de tre mænd, kunne Bakkesangerinder jo ikke vide med sikkerhed, at de havde været på vej nordpå; de havde måske bare været ude på jagt.
Jo mere agenten tænkte på det, jo værre blev hans hovedpine, og jo mere kom han i tvivl. Han var en ærlig mand; som reservatagent forsøgte han at handle i overensstemmelse med sin tro og gavne de mennesker, som han bestemte over.
Den kendsgerning, at hindringerne var næsten uoverstigelige, at madrationerne var for små, at Bakkesangerinder manglede dygtigt personale, at regeringen foretrak at have et regiment kavalerister ved reservatet fremfor et regiment skolelærere eller tømrere.«